Elite

Vil du gerne gøre en ekstra indsats, eller er du direkte satsende eliteløber, så har Allerød OK nogle forskellige træningstilbud til dig. Klubben har eliteløbere på ungdomslandsholdet, juniorlandsholdet og seniorlandsholdet med deltagelse i internationale stævner, Word Cup, EM og VM. 

Ambitiøst træningsmiljø 

I Allerød OK finder du mange ligesindede orienteringsløbere, der er meget ambitiøse med deres idræt og derfor er flittige med deres træning og deltagelse i konkurrencer. 

Styrketræning 

I vinterhalvåret har klubben fælles styrketræning/gymnastik i fællesskab med Allerød Skiklub. Træningen foregår fra Skovvang skolens festsal tirsdage fra kl. 18.00 – 19.30. 

TC-træning 

Ungdomsudvalget i Allerød OK indstiller til, at du som ung løber (14-23 år) kan deltage i Talent Center træning i TC -Sjælland. Indstilling gives til de løbere, der ønsker at satse yderligere på orienteringsløb, samt vurderes at kunne gennemføre TC-træningen selvstændigt (svære baner). 

Træningerne i TC’et foregår hver onsdag med enkelte weekend-træninger og ture til f.eks. løb i Sverige. TC’et tilbyder o-teknisk træning, løbeteknik, testløb og teori. Den sidste onsdag i hver måned vil der, efter løbet, være fællesspisning og teori. Teorien kan være oplæg til f.eks. DM’er, testløb, forebyggelse af skader og hvordan bruges et GPS ur eller lignende. 

Træning i TC regi finansieres af Dansk Orienterings-Forbund og de enkelte klubber. Allerød OK betaler hele beløbet for løberen – ingen egenbetaling. Klubben har derfor en forventning om regelmæssig deltagelse, og at TC ’et er et supplement til den øvrige klubtræning. Planlægning af dette sker i samarbejde med klubtræneren eller løberens personlige træner. Til at starte med er det ikke nødvendigt at have en personlig træner, men når det bliver nødvendigt, er klubben behjælpelig med at finde en sådan.

TC’et har samarbejde med Juniorlandholds-trænerne, og er derfor et oplagt springbræt til dette hold.  
Snak med din træner i Allerød OK om TC-træning kunne være noget for dig.